Vilkår & betingelser for Club Matas

Disse Vilkår & betingelser er gyldige fra 1. november 2019 og erstatter alle tidligere udgaver af Club Matas’ Vilkår & betingelser

Det er vigtigt, at du giver dig tid til at læse Club Matas vilkår og betingelser grundigt igennem, inden du siger JA og tilmelder dig. Du skal jo vide, hvad du siger JA til! 

Det er Matas Operations A/S (CVR. 27528430), Rørmosevej 1, 3450 Allerød, der står bag Club Matas. Henvendelser vedr. Club Matas kan rettes til Kundeservice på tlf. nr. 48165544 eller e-mail: kundeservice@matas.dk.

Club Matas er et fordelsprogram, der giver dig point, fordele og rabatter, når du køber i Matas butikkerne, på matas.dk, og hos Club Matas Partnere. Club Matas Partnere bliver udskiftet løbende, så klik her for at se de aktuelle Partnere.


Medlemskab af Club Matas

Du kan helt gratis melde dig ind i Club Matas i alle Matas butikker, på matas.dk og i Club Matas appen. Efter tilmelding sender vi dig en velkomstmail med et link til din profil på Matas.dk, hvor du til enhver tid kan finde dit elektroniske Club Matas medlemskort. Du kan også finde dit elektroniske medlemskort i Club Matas appen. 

Fra august 2019 har du ved indmeldelse i butik kunnet vælge, om du vil have et fysisk medlemskort, eller alene et elektronisk. Hvis du tilmelder dig Club Matas fra vores app eller på Matas.dk får du alene et elektronisk medlemskort, men hvis du ønsker det, kan du efterfølgende få et fysisk medlemskort tilknyttet til din profil ved at besøge en af vores butikker.

Club Matas medlemskortet er ikke et betalingskort, kreditkort eller garantikort, og kan ikke anvendes sammen med andre fordelskort. 

Når du er medlem af Club Matas, optjener du point, når du handler i Matas kædens butikker i Danmark og på matas.dk, i det følgende samlet kaldet ”Matas”. Du optjener også point, når du handler hos vores Partnere. For at du kan optjene point, skal du oplyse dit tilknyttede mobilnummer eller registrere dit fysiske eller elektroniske medlemskort i forbindelse med købet.

I forbindelse med din tilmelding skal du oprette en medlemsprofil på matas.dk eller i Club Matas app’en. Herefter får du adgang til særlige medlemsrabatter og fordele og kan bruge dine point i Matas butikkerne og matas.dk. Pointene kan ikke udbetales kontant.

Hvis du har startet en tilmelding til Club Matas i en fysisk butik, skal du selv færdiggøre din profil på matas.dk eller i vores Club Matas app, før dit medlemskab er endeligt oprettet. I forbindelse med, at du færdiggør din profil, skal du give dit samtykke til medlemskab af Club Matas. Du kan først bruge dine point, når du har færdiggjort din tilmelding. Vi sender dig automatisk påmindelser om, at du skal færdiggøre din tilmelding på e-mail og evt. også via sms. Hvis du ikke har færdiggjort din tilmelding inden maksimalt 5 måneder, sletter vi dine oplysninger, og du mister de point, du har optjent. Vi sender dig en påmindelse 14 dage før, vi sletter dine oplysninger. 

Du skal have et dansk mobilnummer og en e-mailadresse og være mindst 13 år for at være med i Club Matas. Det er ikke muligt at optjene og bruge point i vores butikker på Færøerne og i Grønland. 


Du optjener point når du shopper i Matas

Du samler point på alle dine køb hos Matas på nær i vores butikker på Færøerne og i Grønland, hvis du oplyser dit mobilnummer, som er knyttet til medlemskabet, eller viser os dit medlemskort. Du kan vise dit fysiske medlemskort, eller det elektroniske, som du finder på Matas.dk og i Club Matas app’en. Du optjener dog ikke point, når du køber gavekort, håndkøbsmedicin, modermælkserstatning eller lægemidler til dyr. Du får 1 point for hver 10 kr., du køber for. Alle point bliver registreret på dit medlemskab, og kan omsættes til en rabat i Matas.
 
Læs mere om Club Matas point under ”Sådan optjener du point”.


Du optjener også point hos Partnerne

Når du handler hos vores Partnere og samtidigt viser eller oplyser dit medlemskortnummer, optjener du point. Klik her og se de aktuelle Partnere , og se samtidig, hvor mange point, du optjener, når du køber hos den enkelte Partner. Denne sats varierer nemlig fra Partner til Partner.


Reguleringer af dine point

Hvis du skal returnere en vare, du har købt i Matas eller hos en Partner, skal du samtidig huske at vise dit medlemskort, så de point, du optjente ved købet, kan trækkes fra igen. 

Dine point udløber 2 år efter at de er optjent, og vi hjælper dig med at huske på at bruge pointene, inden det er for sent. Vi giver dig besked 1 måned før de udløber. 

Hvis du melder dig ud af Club Matas, vil alle dine optjente og ubenyttede point automatisk blive slettet. 

Læs mere om Club Matas point under ”Sådan optjener du point”.


Din Club Matas medlemsside

Når du tilmelder dig Club Matas, får du samtidig din helt egen medlemsside ”MIT MATAS” på matas.dk, som du logger ind på ved brug af dit mobiltelefonnummer og et selvvalgt kodeord. Her kan du se og rette dine personlige oplysninger, tilpasse dine tilladelser til kommunikation fra os mm. 

Du kan også se en oversigt over dine Club Matas point – hvornår de er optjent, hvornår de evt. er brugt, og hvor mange point du har her og nu. Det er også her du finder kvitteringerne fra dine køb i Matas. 

Du kan tilgå ”MIT MATAS” fra matas.dk og fra Club Matas app’en. Du skal altid bruge dit unikke login for at få adgang til dine personlige Club Matas oplysninger.


Club Matas app’en

Når du henter Club Matas app’en til din mobiltelefon, bliver du samtidig bedt om at give tilladelse til, at vi må sende dig beskeder (notifikationer) via app’en. Hvis du siger JA til det, sender vi beskeder, når nogle af dine yndlingsprodukter er på tilbud, når der er særlige, personlige tilbud til dig, når dine point er ved at udløbe osv. 

Du kan altid framelde dig app-beskeder under MINE TILLADELSER fra din medlemsprofil eller i selve app’en.


MINE BRANDS

Er du glad for udvalgte mærker, og er du over 18 år, kan du tilmelde dig ”MINE BRANDS”, og herefter optjene bonus, når du køber produkter inden for ”MINE BRANDS”. Du tilmelder dig i din lokale Matas, og når du bonusgrænsen for ”MINE BRANDS”, får du en særlig bonusgave. 

På clubmatas.dk under ”MINE BRANDS” og fra Club Matas app’en kan du løbende følge med i, hvor meget bonus du har optjent, og hvor langt du er fra din bonusgrænse.


Sådan kontakter vi dig

Når du tilmelder dig Club Matas, giver du samtidig samtykke til, at vi må kontakte dig med tips, tilbud, konkurrencer, kampagner, spørgeskemaer, events mm., der passer til dig og din profil.

Datasikkerhed er vigtigt for os. Så når vi sender dig e-mails fra Club Matas og Club Matas Partnere, sender vi dem altid fra e-mail adressen: kundeservice@matas.dk. Hvis du er i tvivl, om en e-mail du modtager er fra os, kan du tjekke, om den er sendt fra vores e-mail adresse eller kontakte kundeservice@matas.dk.

Det er mest normalt, at vi sender dig e-mails, men vi kan også sende dig sms og app-beskeder, og bruge kommunikationsapps (f.eks. Messenger) eller sociale medier (f.eks. Facebook), hvis du har givet samtykke til det. 


Du bestemmer selv, hvor meget du vil høre fra os

Du kan til enhver tid fortælle os, at du ikke ønsker at høre fra dine valgte ”MINE BRANDS”, matas.dk, Matas butikkerne eller fra vores Partnere. Og du bestemmer selv, om du vil have tilbud fra vores avis og inspiration om nyheder mm. med i e-mails fra os. Du kan også altid sige, at du ikke ønsker at få e-mails, sms eller app-beskeder fra os med markedsføring, og at vi ikke må kontakte dig på sociale medier. På den måde kan du selv bestemme, hvor meget du vil høre fra os, og hvad du vil høre om. Du tilpasser dine tilladelser under MINE TILLADELSER fra din medlemsprofil.


Håndtering af personoplysninger i Club Matas

Det er Matas Operations A/S, der er dataansvarlig for dine personoplysninger. Når du tilmelder dig Club Matas, giver du os tilladelse til, at vi må behandle dine personoplysninger til håndtering af dit medlemskab herunder til profilering til brug for målrettet markedsføring.

Vi behandler følgende oplysninger om dig:

  • De oplysninger du giver, når du tilmelder dig Club Matas, og når du opdaterer din profil (navn, adresse, e-mail, telefonnummer, køn, fødselsdato, interesser, antal børn og deres alder samt boligtype)
  • Øvrige oplysninger du vælger at afgive på din profil, fx oplysninger om dit hår, din hud, make-up vaner og præferencer samt generelle oplysninger om din sundhed/helse
  • Oplysninger om dine køb i Matas og hos vores Partnere, hvis du samtidig anvender dit medlemskort
  • Oplysning om dit kortnummer/medlemsnummer
  • Oplysning om optjening og brug af point
  • Oplysninger om, hvilke nyhedsmails du åbner og klikker i
  • Oplysning om, hvilke sider du besøger på matas.dk, når du er logget ind som Club Matas medlem, og hvilke produkter du klikker på og lægger i kurv, samt din færden i Club Matas app. Når du færdes på matas.dk gælder Matas Persondatapolitik ved siden af disse Vilkår &Betingelser
  • Svar på spørgsmål fra os og dialog du har med os om dine køb eller dit medlemskab
  • Oplysninger om vores konkurrencer, som du deltager i
  • Produktanmeldelser, som du laver på matas.dk i forbindelse med køb hos Matas, når du har brugt dit Club Matas medlemskab til købet
  • Oplysninger om dine abonnementer på matas.dk og de hertil knyttede køb
  • Cookies (læs mere om cookies nedenfor)  
  • Hvis du deltager i Club Matas’ hudtest, behandler vi oplysninger din hudtype, hudtilstand og mulige udfordringer, du har med din hud baseret på de svar, du giver om din hud og eventuelle billeder, som du kan vælge at uploade i den forbindelse. Eventuelle billeder slettes umiddelbart efter, at du har modtaget din produktanbefaling

Formålet med vores behandling af dine oplysninger er at udøve målrettet markedsføring af Matas’ og Matas Partneres produkter og services. Vores hjemmel til at behandle dine oplysninger til dette formål er dit samtykke til medlemskab af Club Matas, og hvis du tager Club Matas hudtest dit samtykke til at deltage i testen, jf. Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra a. 

Dine oplysninger behandles på følgende måde: 

  • Vi bruger dine oplysninger til at give dig point og medlemsfordele og registrerer samtidig, når du bruger dine point eller dine medlemsfordele.
  • Vi bruger vi dine oplysninger til profilering for at få viden om dine produktpræferencer, så vi kan målrette vores markedsføring og kommunikation med dig og dermed sikre, at du får relevante tilbud, der matcher dig og dine interesser.
  • Har du deltaget i en af vores konkurrencer, bruger vi desuden de oplysninger du har afgivet i forbindelse med din deltagelse for at kunne give dig din gevinst, hvis du vinder.
  • I forbindelse med henvendelser fra dig fx vedrørende dine køb eller dit medlemskab, vil dine oplysninger blive brugt til at besvare din henvendelse 

I tilfælde af konkret mistanke om misbrug af Club Matas medlemskabet, kan dine oplysninger desuden blive brugt i forbindelse med undersøgelser af eventuelle uregelmæssigheder. Formålet med denne behandling er at beskytte Matas’ aktiver, og vores hjemmel til at behandle dine oplysninger til dette formål er vores berettigede interesse i at forebygge og afsløre uregelmæssigheder, som kan medføre tab for os og Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1 litra f.

Dine oplysninger bliver kun brugt til ovennævnte formål. Vi deler ikke dine oplysninger med vores Partnere, med mindre du beder os om det, f.eks. i forbindelse med sagsbehandling af pointtildeling.

Dine rettigheder: Du har altid ret til at få indsigt i, hvilke oplysninger vi har registreret om dig, og du kan altid bede os om at rette eller slette dine oplysninger, hvis de er ukorrekte, ufuldstændige eller irrelevante. I det tilfælde skal du henvende dig til Matas Kundeservice  på kundeservice@matas.dk. Det er også her du skal henvende dig, hvis du vil gøre brug af din ret til at få en udleveret dine oplysninger (dataportabilitet), du ønsker at gøre brug af din ret til at få begrænset behandlingen af dine oplysninger til kun at bestå af opbevaring, eller hvis du ønsker at gøre indsigelse mod vores behandling af dine oplysninger til markedsføring. Bemærk, at hvis du beder os om at slette dine oplysninger, vil det betyde, at du bliver meldt ud af Club Matas.

Du kan også altid selv rette dine stamoplysninger på din personlige profil på matas.dk. 

Tilbagekaldelse af samtykke: Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til behandling af dine oplysninger og din tilmelding ved at melde dig ud af Club Matas på din personlige profil på matas.dk. Har du samtykket til deltagelse i Club Matas hudtest, kan du tilbagekalde dette samtykke ved at kontakte kundeservice@matas.dk uden samtidigt at blive meldt ud af Club Matas. I så fald vil vi slette alle oplysninger vi har om dig fra din hudtest.

Klagemulighed: Hvis du mener, at vi har overtrådt de gældende regler om beskyttelse af personoplysninger i vores behandling af dine oplysninger, kan du klage til Datatilsynet, Borgergade 28,5, 1300 København K, tlf. 33193200 eller dt@datatilsynet.dk.

Opbevaring, udmelding og sletning: Vi gemmer dine oplysninger så længe, du er medlem af Club Matas. Ved udmelding af Club Matas, vil du med det samme blive blokeret i vores system, og du vil ikke længere modtage nogen kommunikation fra os. Vi stopper samtidigt med at behandle dine oplysninger i markedsføringsmæssigt øjemed. Vi sletter dog først dit medlemskab og dine oplysninger endeligt 30 dage efter du har meldt dig ud af Club Matas, så vi fx kan hjælpe dig, hvis du meldte dig ud ved en fejl. Bruges dine oplysninger eller en del heraf i en verserende sag, vil de oplysninger, der er nødvendige for denne behandling, dog først blive slettet, når sagen er afsluttet.

Eksterne samarbejdspartnere: Dine oplysninger overlades til eksterne samarbejdspartnere, der behandler oplysningerne på vores vegne. Vi anvender eksterne samarbejdspartnere til blandt andet teknisk drift af systemer og forbedringer af Club Matas, udsendelse af nyhedsbreve samt målrettet markedsføring, herunder retargeting, samt til din bedømmelse af Club Matas og vores produkter. Disse virksomheder er databehandlere og under vores instruks og behandler data, som vi er dataansvarlig for. Databehandlerne må ikke anvende oplysningerne til andet formål end opfyldelse af aftalen med os, og skal behandle oplysningerne fortroligt. Vi har indgået skriftlige databehandleraftaler med vores databehandlere, der behandler personoplysninger på vores vegne.

Nogle af disse databehandlere, fx. Google Analytics v/Google LLC. er etableret i USA. De fornødne garantier for overførsel af oplysninger til USA kan være sikret gennem databehandlerens certificering under EU-U.S. Privacy Shield, jfr. EU Persondataforordningens art. 45 eller via brug af EU Kommissionens standardkontrakter. I det omfang vi bruger databehandlere, der er etableret udenfor EU, vil det altid ske under iagttagelse af gyldige overførselsgarantier som fx. Privacy Shield certificering eller via indgåelse af EU Kommissionens standartkontraktbestemmelser.

kopi af Google LLC's certificering kan findes her: https://www.privacyshield.gov/participant?id=a2zt000000001L5AAI

kopi af Facebook Inc.'s certificering kan findes her: https://www.privacyshield.gov/participant?id=a2zt0000000GnywAAC&status=Active   


Vi bruger cookies på matas.dk og Club Matas app

Når du besøger www.matas.dk og Club Matas app’en, placerer vi en eller flere cookies på din computer eller mobiltelefon. En cookie er en lille tekstfil, der kan indeholde personlige oplysninger som fx din IP-adresse. Den bruges til at genkende din computer eller mobiltelefon, og sender Matas informationer om din aktivitet på vores hjemmeside og app. 

Med cookies kan du komme direkte fra vores nyhedsbrev ind på www.matas.dk og med cookies kan din computer og mobiltelefon huske dine login-oplysninger til clubmatas.dk, matas.dk og Club Matas app. 

Vi anvender også cookies placeret på din computer og mobiltelefon til at registrere dit besøg på matas.dk og Club Matas app, så vi bagefter ved, hvornår du besøgte vores hjemmesider, hvor længe du var der, hvilke sider du besøgte osv. Læs mere om vores Cookie politik her og om hvordan du kan slette cookies.


Generelt

Matas Operations A/S forbeholder sig ret til at ændre fordelsprogrammets vilkår og til helt at stoppe Club Matas programmet med 1 måneds varsel. Alle optjente point vil i givet fald fortsat kunne anvendes indenfor den ovenfor nævnte tidsfrist. Hvis der sker væsentlige ændringer med fordelsprogrammet, vil Matas Operations A/S orientere dig om det i en mail. Matas Operations A/S betragter ændringerne som godkendt af dig, hvis du fortsætter med at bruge dit Club Matas medlemskab efter du har modtaget mailen. Hvis du ikke kan acceptere ændringerne, må du melde dig ud af Club Matas. 

Ønsker du ikke længere at være medlem af Club Matas, kan du melde dig ud via ”MINE TILLADELSER” under ”MIN PROFIL” på matas.dk. Hvis du melder dig ud, mister du alle de optjente point, du endnu ikke har brugt. Samtidig mister du retten til at afhente præmier eller indløse præmiebeviser eller medlemsfordele, da det kræver et gyldigt medlemskab. 

Du bliver automatisk meldt ud af Club Matas, hvis du ikke har optjent point i Matas eller hos vores Partnere i 2½ år, og dine sidste point hermed er udløbet. 

Misbrug af kortet kan medføre permanent ekskludering af Club Matas og dermed også, at vi inddrager dine optjente point. Eksempler på misbrug kan være snyd med point, tyveri eller forsøg herpå eller uacceptabel opførsel over for Matas’ ansatte.